FREMTRæDENDE CARIBISK STEMME OG MANGEåRIGT NOBELBUD ER DøD

Den franske forfatter Maryse Condé, som blandt andet skrev om slaveri og kolonialisme, er død i en alder af 90 år

Det oplyser hendes mand tirsdag til det franske nyhedsbureau AFP.

Maryse Condé blev født i 1934 på den caribiske øgruppe Guadeloupe, som er et fransk oversøisk departement.

Hun er en af de mest anerkendte forfattere i den fransktalende del af verden og blev ofte nævnt som en mulig vinder af Nobelprisen i litteratur.

Prisen fik hun aldrig, men i 2018 vandt hun den "alternative litteraturpris", der blev uddelt på grund af en skandale i Svenska Akademien. Uddelingen af Nobelprisen blev udskudt til næste år.

Da hun fik den alternative pris, udtalte det alternative akademi, at Condé beskriver "kolonialismens ødelæggelser og det postkoloniale kaos i et sprog, der er både præcist og overvældende".

Condés første bog var "Heremakhonon". Det betyder på det vestafrikanske malinkesprog at "vente på lykke".

Bogen, som handler om en caribiske kvindes søgen efter sine rødder, var ikke umiddelbart en succes i 1976 og blev skrottet af udgiveren.

Men siden kom succesen, og gennembruddet fik hun med romanen "Segu", som blev offentliggjort i 1984.

Den udspiller sig i et område, der i dag er Mali, og beskæftiger sig blandt andet med slavehandlens og kolonialiseringens konsekvenser.

I mange år underviste hun også i USA.

Condé sov mandag aften ind i den sydfranske by Apt, oplyser hendes mand.

Den franske forfatter - der led af en neurologisk sygdom, som gjorde det svært at se og tale - boede i byen Gordes i det sydøstlige Frankrig, hvor hun flyttede til sammen med sin mand i 1980'erne.

Det var her, at hun dikterede sin sidste bog til en ven, "L'Evangile du nouveau monde" - en omskrivning af Det Nye Testamente.

/ritzau/AFP

2024-04-02T09:22:25Z dg43tfdfdgfd